Stor tilfredshedsundersøgelse på Hvidovres skoler.
I løbet af oktober måned bliver forældre til elever i Hvidovres folkeskoler spurgt om deres børns skole, SFO og klub. Det er fjerde gang Hvidovre Kommune gennemfører en stor tilfredshedsundersøgelse.
Den første tilfredshedsundersøgelse var i 2014, hvor skolereformen lige var sat i værk. Forældretilfredshedsundersøgelsen skal give Hvidovre Kommune viden om, hvor det går godt, og hvor det kan gøres bedre. Tilfredsheden med kommunens skoler, SFO’er og klubber er et vigtigt fokusområde for Kommunalbestyrelsen, og i forbindelse med kvalitetsløftet i Hvidovres folkeskoler, har det været en væsentlig målsætning at sikre en høj forældretilfredshed.
I uge 41 vil forældre til børn i Hvidovre Kommunes skole- og fritidstilbud modtage en invitation til undersøgelsen i e-boks fra Epinion, som kommunen samarbejder med undersøgelsen om. Undersøgelsen forløber fra uge 41 til 44.
– Vores skoler arbejder hver dag på at give eleverne et godt undervisningstilbud, og derfor håber jeg, at mange af jer forældre vil tage jer tid til at svare på tilfredshedsundersøgelsen, så vi kan få et godt billede af, hvor I synes, det går godt, og hvor det måske går mindre godt, siger Borgmester Helle Adelborg.
For at få et resultat, der svarer til den generelle opfattelse af Hvidovres skoler, SFO’er og klubber, er det vigtigt, at så mange forældre som muligt svarer på undersøgelsen. For at hjælpe en høj svarprocent på vej, er der 1.000 kr. til klassekassen til den klasse på hver skole, som får den højeste svarprocent. Hvis flere klasser på samme skole har samme høje svarprocent, vil der blive trukket lod om præmien.
Resultatet af forældretilfredshedsundersøgelsen bliver fremlagt og politisk behandlet i børne- og uddannelsesudvalget og vil blive offentliggjort primo 2022.
Kommentarer