SMVdanmark: Regeringen må op i gear og forbedre coronaindsatsen
Vi må ikke lade os overrumple af coronasmitten, og derfor må regeringen handle allerede nu. SMVdanmark foreslår en 5-punkts plan: Testkapaciteten og vaccineudrulningen skal øges, der skal indføres sygedagpengerefusion fra dag 1, kompensationspakkerne skal genindføres, og vi skal have en konkret plan for vinterens mulige coronatiltag.
Smittetallene er på niveau med tidligere, og corona er igen en samfundskritisk sygdom. Derfor skal regeringen i omdrejninger, mener Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark.
”Når corona karakteriseres som en samfundskritisk sygdom, bliver den også en erhvervskritisk sygdom. Allerede nu har vi brancher og virksomheder, der helt konkret mærker, at folk er bekymrede og på egen hånd begynder fx at aflyse julefrokoster, frisørbesøg, middage og lignende,” siger han.
Han foreslår en 5-punkts plan:
”For det første skal der skrues markant op for testkapaciteten, så vi ikke får uacceptabelt lange ventetider, der afholder folk fra at blive testet.
For det andet skal vaccineindsatsen øges, så flere kan få det 3. boosterstik, lige så snart der er gået 6 måneder fra 2. stik.
For det tredje bør vi også genindføre sygedagpengerefusion fra 1. corona-sygedag, som vi havde tidligere, da smitten var lige så udbredt. Det er nødvendigt, for de mange syge og hjemsendte medarbejdere kan blive rigtig dyre for især de virksomheder, hvor det ikke er muligt at arbejde hjemmefra.
For det fjerde skal kompensationspakkerne åbnes igen, for det rammer skævt, når corona bliver gjort til en samfundskritisk sygdom. Det er især de brancher, hvor folk mødes, der holder for. De bør have en hjælpende hånd.
For det femte har vi brug for en plan. Regeringen bør fremlægge en konkret plan for vinterens mulige coronatiltag, så vi ved, hvad vi kan forvente af restriktioner, kommunikation og lovgivning, såfremt smitten vedbliver med at stige. Ellers risikerer vi, at danskerne selv begrænser deres normale adfærd ud over, hvad der rent faktisk er nødvendigt i situationen,” siger Jakob Brandt.
Kommentarer