Ishøj og Hvidovre har ansat ny fælles borgerrådgiver
Socialrådgiver Christel Zukunft er ansat som borgernes vejleder i de to kommuner.
Ishøj og Hvidovre har netop ansat en ny borgerrådgiver – og det er en erfaren socialrådgiver, der indtager stillingen i de to kommuner.
Christel Zukunft er 45 år og kommer fra en stilling som faglig konsulent i socialafdelingen i Region Sjælland, hvor hun som en del af sit arbejde har besvaret klagesager fra borgere, pårørende og organisationer.
Hun har desuden tidligere arbejdet som socialrådgiver i bl.a. Holbæk, Stevns og Frederikssund. Sideløbende med sit nuværende arbejde i Region Sjælland, læser Christel Zukunft jura på deltid og har netop afsluttet 2. år.
“En utrolig vigtig funktion”
Borgmester Anders Wolf Andresen fra Hvidovre Kommune glæder sig over, at Hvidovre og Ishøj Kommune nu igen har en borgerrådgiver, der kan rådgive og vejlede borgerne i konkrete sager og hjælpe med at forstå breve og henvendelser.
”Jeg har altid bakket op om borgerrådgiverens vigtige funktion, og det har kunnet mærkes, at vi har manglet en. Derfor et også både godt og vigtigt, at borgerne nu igen får en uvildig person, de kan gå til, når de har brug for råd og vejledning, eller er faret lidt vild i det kommunale system – og som på sin side kan bruge klagerne og de svære sager til at komme med forslag til, hvordan vi som kommune kan blive endnu bedre”.
Merete Amdisen, borgmester i Ishøj, glæder sig også over ansættelsen af Christel Zukunft.
”Borgerrådgiveren kan hjælpe borgerne, hvis kommunikationen med kommunen går i hårdknude. Derfor er det en utrolig vigtig funktion, som vores nye borgerrådgiver får. Og jeg håber, at hun kan være med til at gøre os til en endnu mere moderne organisation og sikre et mere gnidningsfrit samarbejde med borgerne”.
Kontor i begge kommuner
Som ny borgerrådgiver får Christel Zukunft kontor i både Hvidovre og Ishøj kommuner. Hun får fast telefontid og vil kunne træffes af de to kommuners borgere alle ugens dage.
Hun får til opgave at behandle klager over sagsbehandlingen, og skal løbende have dialog med kommunernes centre om mulighederne for at forbedre de to kommuners sagsbehandling. Borgerrådgiveren kan også mægle i sager, hvor det kan løse en konflikt mellem borger og kommune.
”Jeg glæder mig enormt meget til at starte begge steder og er nysgerrig på, hvordan både Ishøj og Hvidovre hænger sammen, og finde ud af, hvor det er, jeg kan støtte op og få hjulpet borgerne med at navigere i det kommunale system”, siger Christel Zukunft, der forestiller sig, at hun eksempelvis vil komme ud fx sidde på biblioteket, så også de borgere, der måske kan synes, det er svært at møde op på kommunen eller ringe dertil, får mulighed for at tale med hende.
Skal udarbejde en årlig rapport
Som borgerrådgiver refererer hun til Ishøj Byråd og Hvidovres Kommunalbestyrelse og skal hvert år udarbejde en beretning med forslag og anbefalinger til forbedringer til dem.
Hvidovre Kommune har haft en borgerrådgiver siden 2014, mens funktionen blev indført i Ishøj i 2016, hvor Ishøj og Hvidovre aftalte at dele borgerrådgiver-funktionen i forholdet Hvidovre 60, Ishøj 40 procent.
Christel Zukunft tiltræder stillingen som borgerrådgiver den 1. august 2022.
Kommentarer