Debat og politik

Fordeling af vinterpakken en fornærmelse mod ambulancereddere

Foto: Reddernes Fagforening.

Debatindlæg af Kim Volder Hammershøj, Formand for Reddernes Fagforening

Fordeling af vinterpakken i Region Hovedstaden er en fornærmelse mod ambulance- og ST-reddere. Kun en procent af pakken går til det præhospitale område. Det kan man jo knap nok købe en ambulance for, siger Kim Volder Hammershøj formand for Reddernes Fagforening.

Vi ambulance- og ST-reddere i Reddernes Fagforening sidder tilbage med en blanding af forundring og forargelse over fordelingen af den såkaldte vinterpakke i Region Hovedstaden. Kun én procent af de 312 millioner kroner, som Region Hovedstaden har fået til fordeling blandt personalegrupper i sundhedsvæsenet, går til det præhospitale område.

Det er alt for lidt til et område, der er under et enormt pres – et pres som ikke er blevet mindre af Corona. Det præhospitale område har store problemer med at bemande ambulancerne, og ST-redderne i sygetransportbilerne har det ikke bedre. Samarbejdet mellem redderne og vagtcentralen er ekstremt dårligt, hvilket mediebevågenhed den seneste tid har kunnet bekræfte.

Med denne prioritering af vinterpakken ignorerer Region Hovedstaden fuldstændigt disse fakta. Vi frygter, at det kan få store konsekvenser for borgerne, da dette på ingen måde vil anspore redderne til at yde den nødvendige ekstraindsats, som er krævet for at få driften i Region Hovedstadens ambulancetjeneste til at hænge sammen.

Tre millioner dækker knap seks mand til en hel Region. Vi anslår, at der mangler minimum 50 årsværk i hele Region Hovedstaden lige nu. Et tal, som vi anslår, kan stige til 200 – 250 fremadrettet. 

Den ene procent er ikke en gang et plaster på et åbent benbrud. Der skal en massiv opprioritering af vores område til, hvis problemerne i ambulancetjenesten i Region Hovedstaden skal løses, og borgerne fremover skal kunne føle sig sikre på at få hjælp, når de har behov.

Reddernes Fagforening har forsøgt at forklare Danske Regioner, hvordan hverdagen ser ud i de danske ambulancer og ST-reddere men har åbenbart i hvert fald i Region Hovedstaden talt for døve ører. 

I interne Facebook grupper for reddere er harmen stor og mange føler, at det alt for lille beløb er en fornærmelse mod faget. 

Vi opfordrer til, at beslutningen i Region Hovedstaden genovervejes, og vi håber på, at der i det øvrige Danmark sidder regionspolitikere, der vil anerkende reddernes indsats på en helt anden måde. 

Kommentarer