DI etablerer forum for virksomheder, som bliver hårdest ramt af gaskrise
Dansk Industri samler nu de store gasforbrugende virksomheder i et forum, hvor de kan få informationer og dele viden. Deltagerne i forummet vil være de første, som mister adgangen til gas, hvis der opstår en mangelsituation.
Rusland reducerede i forrige uge forsyningen af gas via Nord Stream 1 med 60 procent, og det har bragt forsyningssikkerheden i Europa i fare. De danske myndigheder har erklæret ”early warning”, mens Tyskland har erklæret ”alert”. Det er et trin højere på en tre-trins skala, hvor ”emergency” er højeste niveau.
– Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende gaskrise har mere end noget andet vist os, hvor sårbare vi er. Nu handler det om, at vi står skulder ved skulder i Europa, så vi får mest muligt gas i vores lagre, inden efteråret rammer, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
Situationen skaber usikkerhed for særligt de energiintensive industrivirksomheder i Danmark. Hvis man som virksomhed er blandt de 25 procent mest gasforbrugende kunder, er man ikke-beskyttet, og dermed blandt de virksomheder der først mister adgangen til gas i en nødsituation.
Det er grunden til, at Dansk Industri etablerer et forum, hvor medlemmer og relevante myndigheder, gasinfrastrukturselskaber og energiselskaber kan mødes og drøfte situationen. Forummet drives af DI Energis sektion for Grøn Gas, som løbende vil orientere forummets medlemmer om udviklingen.
– Forsyningssikkerhed med gas er helt afgørende for fremstillingsindustrien i Danmark. Og det er vigtigt, at virksomhederne kan træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag. Det hjælper vi med at skaffe dem, siger Troels Ranis.
– Vi kan glæde os over, at biogas i disse dejlige sommerdage udgør omkring to tredjedele af den gas, der flyder gennem det danske gasnet. Det er et eksempel på, at grøn omstilling bidrager til vores forsyningssikkerhed og uafhængighed af russisk naturgas.
Troels Ranis fremhæver den netop indgåede ”Danmark kan Mere II”-aftale som absolut nødvendig for at sikre den danske forsyningssikkerhed, blandt andet fordi det er aftalt, at biogas skal fylde mere.
– Biogas skal helst udgøre 100 procent af vores gasforbrug i 2027. Der er brug for mere biogas i rørene, så virksomheder, der vanskeligt kan elektrificere, stadig kan producere – og gøre det klimaneutralt – med en sikker og stabil forsyning af grøn gas, siger han.
Alle virksomheder, som står på listen over ikke-beskyttede gaskunder, vil blive inviteret til at deltage i gasforsyningssikkerhedsforummet. Andre gasforbrugende virksomheder er også velkommen til at deltage.
Medlemmerne af forrummet vil løbende blive informeret om forsyningssituationen, og det er aftalt, at Energistyrelsen deltager sammen med andre relevante myndigheder.
Fakta om ikke-beskyttede gaskunder
Ikke-beskyttede gaskunder er virksomheder med et gasforbrug over 2,6 mio. m3/år frem til 1. oktober og 2,3 mio. m3/år efter 1. oktober.
Kommentarer