Erhverv

At tage ansvar for mennesker og miljø gør en forskel for GladTeknik

Stifter af og direktør for GladTeknik, Mathias Nielsen, har selv autisme og ADHD og ved hvor vigtigt, det er at lytte til den enkelte medarbejders behov. Foto: Erhvervshus Hovedstaden

GladTeknik er en hurtigt voksende iværksættervirksomhed med et bankende hjerte for mennesker og miljø, og stifter og direktør, Mathias Nielsen, har ambitioner om yderligere vækst. Derfor har han af Erhvervshus Hovedstaden fået sparring om at bruge kundedata fra virksomhedens it-systemer til at øge salget.

2023 har været et godt år med vækst for den socialansvarlige virksomhed GladTeknik, hvor mennesker med et usynlig handicap reparerer computere, telefoner og andet teknisk udstyr med det overordnede formål at undgå affald af teknisk udstyr.

Iværksættereventyret tog sin begyndelse på et kollegieværelse i 2018, og i år fik virksomheden stærke investorer bag sig og er vokset fra 11 medarbejdere i januar 2023 til 34 medarbejdere i oktober 2023. I samme periode har GladTeknik skabt 168 procent vækst i omsætningen i forhold til sidste år, og den udvikling har resulteret i en BØRSEN Gazelle 2023.

– Hos GladTeknik ser vi en diagnose som en superkraft. Vi skal ikke være ens, og der skal være plads til alle! Vores filosofi og tilgang er at skabe et inkluderende arbejdsmiljø. Vi fokuserer på at minimere visuelle og auditive forstyrrelser, så alle trives og kan udføre deres bedste arbejde, fortæller stifter og direktør Mathias Nielsen.

Mathias har selv autisme og ADHD, og for ham er det vigtigt, at lysindfaldet fra eventuelle vinduer, afskærmninger, farverne i fx graffitimalerier på væggene og lydniveauet i lokalet føles behageligt. Det gælder generelt for mennesker med et usynligt handicap, at de fungerer anderledes på en arbejdsplads på grund af sanserne, der er meget sensitive.

Den indsigt har givet GladTeknik en unik position i markedet, vurderer senior forretningsudvikler Anne Brøndsted Nielsen fra Erhvervshus Hovedstaden.

– Det kan være svært at få job, hvis man har autisme, ADHD eller andre psykiatriske diagnoser. Men hos Hvidovrevirksomheden GladTeknik har cirka 80 procent af medarbejdere en psykiatrisk diagnose, og det har på kort tid vist sig at være en bæredygtig forretningsmodel i praksis, siger hun.

Anerkendelse fra mange kanter

Anne Brøndsted Nielsen har sparret med GladTeknik om forretningsudvikling ved at segmentere kunderne og få øje på de mest værdiskabende kunder ved målrettet at bruge kundedata til at øge salget. Og ifølge Anne er det lykkes GladTeknik at få miljø- og menneskesynet og den gode forretningsidé til at gå op i en højere enhed.

– Det er flot, at Mathias efter blot et par år efter opstarten som iværksætter modtager Hvidovre Kommunes Erhvervspris for den socialansvarlige måde at drive forretning på, fortæller hun og fortsætter:

– Det er også fantastisk, at han er blevet så kendt i udlandet, at en gruppe japanske forskere lægger vejen forbi GladTekniks kontor og værksted i Hvidovre for at blive klogere på, hvordan virksomheden skaber plads til medarbejdere med diagnoser og samtidig lykkes med at bygge en stærk forretning op med fokus på at gøre en forskel for miljøet og det sociale ansvar.

I oktober 2023 fik GladTeknik besøg af en gruppe japanske forskere, der var nysgerrige efter at vide, hvordan GladTeknik lykkes så godt med at beskæftige mennesker med diagnoser. Foto: Erhvervshus Hovedstaden

Nye afdelinger på vej i Jylland

Den positive opmærksomhed fra medier, investorer og kommunen samt den hurtige vækst har givet Mathias blod på tanden til at åbne nye værksteder i Jylland, blandt andet i Vejle, og til det har han fået hjælp og sparring fra både Hvidovre Kommune og Erhvervshus Hovedstaden.

– Vi vil fortsat gerne tage et stort socialt ansvar ved at udvide forretningen med flere medarbejdere i andre områder af landet. Derfor sigter vi efter at få flere både private men også nye store virksomheder gennem en opsøgende salgsindsats. Jeg har haft stor gavn af at holde møder med både Erhvervshus Hovedstaden og Hvidovre Kommune. Jeg har fx fået meget ud af at tale med Anne Brøndsted Nielsen fra Erhvervshus Hovedstaden om, hvor salgspotentialet ligger – altså om hvilke typer af kunder, vi skal gå efter, hvad værditilbuddene skal være, og hvordan værdierne skal kommunikeres, fortæller Mathias Nielsen og tilføjer, at det var nyttigt at få lavet en analyse af, hvor virksomheden bør fokusere for at høste gevinster af en målrettet brug af kundedata.

Fakta om Glad Teknik

Glad Teknik hjælper små som store virksomheder og private personer med dataredning og computerhardwarereparation helt ned på komponentniveau til både private og virksomheder. Virksomheden har hovedkontor i Hvidovre og indleveringssteder fordelt over hele København og Sjælland samt Malmø. Virksomheden har fået sparring af Erhvervshus Hovedstaden om blandt andet kundesegmentering og brug af kundedata til at øge salget.

Læs mere om Gladteknik her

Som en del af sparringsforløbet med Erhvervshus Hovedstaden har GladTeknik fået vejledning i forhold til at arbejde både strategisk og konkret med visioner, mål og aktivitetsplaner for virksomhedens udvikling, blandt andet ved at bruge kundedata til at øge salget. Her ses Mathias Nielsen (tv) sammen med senior forretningsudvikler Anne Brøndsted Nielsen fra Erhvervshus Hovedstaden. Foto: Erhvervshus Hovedstaden

 

Kommentarer